Bedre dyrevelfærd

I Europa lider mange millioner dyr under kummerlige forhold. Vi har en moralsk forpligtelse til at sikre deres ve og vel. Det er ikke kun godt for dyrene, men også for os mennesker.


Som næstformand i Europa-Parlamentets dyrevelfærdsgruppe arbejder jeg for at sikre bedre forhold for dyrene i hele Europa. Og her er der særlig to ting, vi skal se at få styr på. 

For det første er der de urimeligt lange dyretransporter. Her må og skal vi have et loft på maksimalt 8 timers transport.

 

I dag er der over en kvart milliard heste, grise, køer, får og kyllinger, der slæbes rundt i over 8 timer på tværs af det europæiske kontinent blot for at blive opfedet og slagtet til lavestbydende. Lige nu tillader reglerne, at transporterne i princippet kan starte i det nordligste Sverige og først stoppe i det sydligste Spanien. Det stresser dyrene voldsomt. Det kan vi ikke tillade - slet ikke når vi i Danmark har vedtaget, at dyr er sansende væsner. Det er desuden dårligt for forbrugeren, der risikerer at få dårligere kødkvalitet med kortere holdbarhed. 

 

For det andet foregår der en massiv handel med eksotiske kæledyr i Europa. Vi skal indføre en positivliste, der automatisk forbyder alle dyrearter, der ikke står på listen.

 

Der er mange millioner kæledyr i Europa, men mange dyr - såsom slanger og øgler - er slet ikke egnet til det formål. Samtidig bliver de fragtet fra fremmede lande og kan medbringe smitsomme sygdomme, der kan ramme både dyr og mennesker. 3 ud af 4 nyopdagede sygedomme hos mennesker stammer fra dyr. Kendte eksempler er  SARS, MERS, Ebola og Corona. Lige nu koordinerer EU-landene ikke med hinanden på det her grænseoverskridende problem, og det gør det let at handle med de eksotiske dyr. Det er fuldstændig unødvendigt, at vi udsætter os selv for den fare. Derfor skal vi indføre en positivliste hurtigst muligt.

 

Læs mere her:

Stop handel med vilde dyr
(læserbrev i Ekstra Bladet d. 27. maj 2020)

Tigre lider i fangenskab - også i Europa
(artikel i B.T. d. 3. maj 2020)

Vi skal have et loft på otte timer for dyretransporter
(læserbrev i Fyens Stiftstidende d. 20. februar 2020)