Mød Niels

Fra Thy til Bruxelles


Thy har en helt særlig betydning for mig. Det er her jeg har gået i folkeskole. Og det var her, jeg fik min studenterhue. Jeg fik mange gode venner i den tid. Én af dem var direktørsøn og en anden var søn af en altmuligmand.

 

At vi i Danmark mødes på kryds og tværs af sociale skel, tænkte jeg ikke så meget på dengang. Det gør jeg nu. For da jeg arbejdede i London som tjener, så jeg, hvordan uligheden og de rå markedskræfter kan få sammenhængen i et samfund til at smuldre.

 

I Thy låste vi ikke døren. Det gjorde man i London. Og globaliseringen synes at skubbe os tættere på London - og længere væk fra Thy. Forskellen mellem rig og fattig bliver større og større. Og klimaet løber løbsk på bekostning af fremtidige generationers levevilkår. Vi må og skal ændre kursen.

 

Vi skal tage kampen op mod grådige banker, der er med til at hvidvaske penge og sende milliarder af kroner i skattely. Det er afgørende, hvis uligheden ikke skal løbe løbsk.

 

Vi skal sætte turbo på den grønne omstilling. Oliehanerne skal slukkes, og vindmøllerne skal rejses. Det er en bunden opgave. For vi kan ikke tillade os at sende regningen videre til næste generation. Vi skal handle nu.

 

De sager har jeg hver dag arbejdet for i Europa-Parlamentet, siden jeg blev valgt d. 26. maj 2019. For når problemerne er grænseoverskridende, skal vores løsninger også være det. 

 

I parlamentets energiudvalg kæmper jeg for den grønne omstilling, hvor hele Europa skal med. Derudover er jeg stedfortrædende medlem af økonomiudvalget, og her arbejder jeg for at gøre livet surt for banditter i habitter.

 

Sidst men ikke mindst er jeg næstformand for Europa-Parlamentets dyrevelfærdsgruppe, hvor jeg blandt andet kæmper for maksimalt 8 timers dyretransporter samt en positivliste over eksotiske kæledyr, så vi sikrer en bæredygtig fremtid for både dyr og mennesker. 

 

Mine mærkesager